KRØNIKE - OM VEDDINGE OG VEDDINGE BAKKER - final august 2020
Krønike
VEDDINGE &
VEDDINGE BAKKER
Lidt om alting
om dette herlige sted
Niels Jørgen
Thøgersen
For nogle år siden sagde en af mine gamle venner til
mig: Jeg vidste ikke, at du var
blevet malet ! Med stor undren var jeg nødt til at spørge: Hvaf’for nå’et?! Det er jeg ikke helt klar over!
Min ven henviste straks til et flot maleri af en af de
kendte lokale Odsherred-malere, Leif Sylvester. Maleriet hedder: Den kyssesyge
fra Veddinge !
Du kan se maleriet her:
Jeg var og er selvfølgelig meget stolt over på denne måde
at være foreviget sammen med dette herlige område! Ja, der er så skønt heroppe, at man meget let
bliver kyssesyg bare ved at være her! Og
det har jeg nu været i 41 år. Så man er vel nærmest ved at være indfødt!
Ta’ nu bare landskabet her på stedet. Naturen har skabt de flotteste bakker ( og
dermed også dale ) på hele egnen her. Man
kalder det et morænelandskab. Det er
nemlig skabt af den seneste istid for ca. 15.000 år siden. Det var blevet koldere og koldere, og isen
bredte sig ned over os fra den skandinaviske halvø. Med sig tog den en masse klipper, sten og
sand – som den så ”glemte” at tage med sig igen, da den smeltede og langsomt
forsvandt igen. Det gjaldt f.eks. den 25
tons unge Troldesten. Så da isen igen var væk for omkring 12.000 år
siden ( og det er ikke længe set i historisk perspektiv ), så landskabet meget
ud, som det gør i dag. Den såkaldte
Vejrhøj-bue fra Vejrhøj ( 121 m ) i vest til Dutterhøjene i øst var skabt. En del af den er vore Veddinge
Bakker. Og også
vore lokale ”bjerge” Esterhøj ( 89 meter ) og Brendeshøj ( 61
meter ).
Det første, der skete efter isen langsomt havde trukket
sig tilbage var, at rensdyrene ankom sydfra hertil. Efter dem fulgte naturligt
nok folk, der jagtede disse rensdyr. Og disse mennesker levede af, hvad de
kunne finde til lands og især til vands.
Det var ikke mindst østers og andre skaldyr. De lavede simple redskaber af sten. Stenalderen var begyndt. Og deres
efterladenskaber var de såkaldte køkkenmøddinger. Én af dem kan man se
og få forklaret her i Veddinge-Høve området på hjørnet af Høvevej og Kroenborgvej. Lige ved siden af ligger i dag et
bilværksted, der kalder sig Kronborg Auto. Indtil 1914 lå her en af områdets
landevejskroer, Vejlekroen ( også kaldt Kroenborg ). Den nedbrændte i 1914. Den var gennem tiderne en vigtig holdeplads
for diligencerne, der kørte mellem Slagelse og Nykøbing Sjælland.
Inden for højdedragene var der siden istiden en lavvandet
bugt. Den hed Lammefjorden. Måske
fordi man mente, den lignede et lam. Måske fordi mange lam græssede langs den
kanter.
Lammefjorden så indtil 1873 sådan ud:
Den havde ud- og indløb til Isefjorden i øst. Og den
havde også nogle små-øer. De hed Inderø, Flintholm, Mellemø og Storø. Der er nogenlunde dér, hvor Fårevejle
Stationsby i dag ligger. Længere inde i
fjorden – tæt på land – lå Horseø. Det er tæt på nutidens Høve.
Apropos navne:
Hvorfor hedder det Asnæs? Det betyder Asernes ( gudernes ) næs. Og som
kortet viser, lå Asnæs netop ved et næs ud i fjorden. Og Fårevejle? En vejle var i gamle dage et vadested, så det
har helt sikkert været dér, man har vadet ud og ind med fårene, der græssede
ude på øerne. Og hvad så med vor
nabolandsby Høve ? Kan det være en videreudvikling af Horseø’s
navn? Måske. Kyndige folk på egnen
siger, at navnet snarere kommer af Høj = Høv, og derfor 2 Høve. Den tror jeg mere på.
Navnet Veddinge – hvad
mod det så kommer af? Vi ved, at
endelsen -inge betyder en rydning i skoven. Et sted, hvor menneskene har
ryddet skoven for at kunne bo og dyrke jorden.
Der er masser af -inge’r i landet, også på ”Sjælland’et”. Grevinge, Hønsinge, Svinninge, Sidinge,
Ellinge, Helsinge, og mange andre. Vi
har et gammelt kort fra 1354, hvor landsbyens navn staves Wedinghæ. Det
blev senere til Vedinge og nu til dags Veddinge. De stednavnekyndige er sikre
på, at navnet Ved- ganske enkelt kommer af, ja: ved – altså træ. Så det har nok været et sted, en
rydning, hvor man fik træ fra. Jeg har i øvrigt undersøgt, om der er andre
steder i Danmark, der hedder Veddinge. Ifølge Geodædisk institut er ”vort”
Veddinge det eneste i landet med det navn.
Man mener dog, at der endnu tidligere, man kan sige ”på
Arilds tid”, på samme sted lå en landsby, der hed Tummorp. Hvis det er
rigtigt, så er det også rigtigt, at den ikke synes at have efterladt sig et
eneste spor! I hvert fald er det ikke fundet endnu.
Hvis vi kigger lidt mere på landskabets udformning, så er
Odsherreds kyst også
interessant. Den er også lavet af istidens aktiviteter. Se kortet her:
Ligesom landskabet ”på land” er stærkt bakket, så er det
undersøiske landskab det naturligvis også.
På det dybeste sted er bugten på 15 meter vand.
Nu har vi set nok på landskabet. Nu må tiden være inde
til, at vi beskæftiger os lidt med menneskene i vort flotte område.
Odsherred har været meget befolket helt fra
det tidspunkt, isen var smuttet. Ud med
isen – ind med mennesket. Der var masser
af vand og skov, hvor mennesket kunne fange føde. Afstandene var overkommelige. Her skal man huske på, at i menneskehedens
barndom færdedes man på disse kanter mest til søs. Dels fordi det var nemmest.
Og dels fordi man kunne risikere at møde meget uvenlige dyr – og måske også
mennesker - inde i de ret uvejsomme skove.
Men efterhånden som man fik ryddet flere og flere ”inge’r” – eller
lysninger i skovene – så var der basis for endnu flere mennesker. Formentlig
ikke ved egentlig indvandring, men ved selv-avl, hvor flere og flere børn
overlevede af den føde, der blev mere og mere af.
Vi ved ikke så meget om de enkelte mennesker fra dengang.
De efterlod sig ikke erindringer, som vi kender dem i dag. Noget af det allervigtigste, som datidens folk
efterlod sig, var vore mange gravhøje. De allerfleste er fra bronzealderen, der
strakte sig fra år 1700-500 f.Kr. I hele
Danmark har man indtil nu identificeret ca. 86.000 gravhøje. De 1000 af dem er
i Odsherred. Mange er gået til ved, at
landmændene har pløjet dem op. Der er
dog 230 velbevarede gravhøje i Odsherred endnu.
Nogle af dem er de såkaldte Dutterhøje ved Åstofte – tæt på Asnæs:
De var allesammen høje, hvor man begravede de døde. I
starten var det egnens stormænd og deres familie, der gennem generationer blev
begravet i ”slægtens høj” tæt på, hvor de boede. De blev ofte begravet med
vigtige genstande fra deres liv. Fra omkring år 1.000 f.Kr. ændrede
begravelsesskikkene sig. Man brændte nu sine døde og begravede dem i familiens
gravhøj i urner. Og flere mennesker end
”de fine” fik nu også ofte en begravelse i en høj. Efterhånden som flere og flere urner kom til
lagde man nye lag af græstørv uden på gravhøjene. Tørvene blev altid sat med
rødderne opad. Det skete for at forhindre, at graven faldt sammen. Urnerne blev sat ned i kanten af højene.
Derved blev de større og større og fik den størrelse og form, vi kender dem i
dag. Begravelse i gravhøje fortsatte til
dels i jernalderen ( fra 500 f.Kr. til 750 e.Kr. ).
Alle gravhøje er i dag fredede. Ingen må grave i dem uden
Nationalmuseets tilladelse. Og ingen af
Odsherreds 230 eksisterende gravhøje er udgravet. Heller ikke vore nærmeste nabohøje, de
førnævnte Esterhøj og Brendeshøj. Den
eneste undtagelse må være filmmanden Ole Olsens gravhøj, der ligger lige ved
siden af Esterhøj. Han fik i før sin
død i 1943 myndighedernes tilladelse til at bruge højen til gravmæle for sig
selv og sine familie. Til gengæld er graven forseglet og må ikke åbnes i 200
år, dvs. ikke før i år 2143.
En anden og meget vigtig erindrings-genstand fra
fortidens mennesker i vort område er Solvognen. Den blev fundet i 1902 i Trundholm Mose – 13
km fra Veddinge Bakker. Den stammer fra den ældre bronzealder – ca. 1400 f.Kr. Og den lå ikke i en gravhøj, men er sikkert
af en eller anden grund blevet kastet i / ofret i mosen.
Navnet Odsherred har naturligvis
også en historie. Od- kan komme af
odde. Noget, der stikker ud. Og det gør f.eks. Sjællands Odde sandt at
sige. Den har også ligget der siden
istiden. Ganske vist fortalte Oddens
beboere i gamle dage deres børn, at Odden var opstået, fordi en trold fra det sydlige
Odsherred ( måske fra Veddinge Bakker ?! ) ville en tur til Jylland. For at
komme over vandet, fyldte han sin vante med jord, så han kunne træde på den på
vejen over. Uheldigvis gik der hul på vanten, så da trolden var kommet et
stykke ud i vandet, opdagede han, at jorden lå i en lang ”pølse” bag efter ham.
Han blev tosset og kastede resten af jorden og stenene langt væk fra sig. Det
blev ifølge legenden til det, der i dag hedder Sjællands Rev. Sikke noget gammelt sludder 😊 Men det har nok fået Odde-børnene til at
høre godt efter!
En anden forklaring på navnet er, at Odsherred er opkaldt
efter en vikingehøvding, der hed Od. Han havde fået området som len. Så var det meget naturligt at opkalde det
efter ham. Jeg er selv mest tilbøjelig
til at gætte på, at denne forklaring er den rigtige.
Vi ved i hvert fald med sikkerhed, at vikingerne har
været her. De kunne i fredelige tider søge ly inde i Isefjorden. De havde en
egentlig havn oppe ved Isøre – der i dag hedder Rørvig. Og de brugte også Lammefjorden, som på de
tider stadig ”holdt vand”. Stedet
Skippinge, der dengang lå inderst i Lammefjorden, har sit navn fra de
vikingeskibe, der holdt til derinde.
Og ordet -herred er
navnet på den opdeling af landet, som kong Valdemar Sejr lavede i 1240erne. Det
kan man læse om i Valdemars Jordebog.
Danmark blev opdelt i ca. 200 herreder. Ét af dem var Ods Herred. Det var omgivet
af hav, af Lammefjorden og mod syd af Skippinge Herred.
Og selv om herrederne ophørte med at have en formel
betydning efter 1919, bruges betegnelsen altså fortsat f.eks. her i Odsherred.
Hvad det kirkelige angår
kom kristendommen til Danmark omkring 950 ( Harald Blåtand ). Den kom også til Odsherred. Fårevejle
Kirke blev bygget ca. år 1100. Og Asnæs Kirke fulgte
efter i 1150. Veddinge har aldrig haft
sin egen kirke. Det hørte og hører til Fårevejle sogn og dermed til kirken der.
Veddinge var et aktivt sted med
mange beboere og aktiviteter. I 1500-tallet var der 18 gårde i byen. Nogle af
dem flyttede senere uden for selve byen, f.eks. Korskildegård, Disbjerggård og
Skamlebækgård. I 1832 var der 15
bøndergårde, 24 huse med jord og 18 huse uden jordtilliggende. Der var gennem tiden håndværkere, flere
butikker, skrædder, skomager, ostemand og selvfølgelig også en skole. Der var en Brugsforening i næsten 100 år,
indtil den lukkede i starten af 1980erne. Og der var en købmand indtil
1990erne.
Her er et billede af Veddinge fra
første halvdel af 1900-tallet:
Der var også engang en vandmølle i Veddinge. Den blev
kaldt Marks Mølle. Og der blev i 1895
bygget et forsamlingshus.
Veddinge Skole blev
bygget i 1904. En ældre skole, der lå i samme område, brændte i 1903. Der er usikkerhed om, hvorrvidt den engang
var rytterskole under Dragsholm gods. Den nye skole fra 1904 var grundmuret, havde
hele tre skorstene og havde også 5 tdr. land jord, som degnen kunne dyrke. I 1905 havde skolen ca. 70 elever. :
Her er et elevbillede
– og et foto af skolen set fra vejen.
Skolen lå på adressen Riisvej 3 – meget tæt på
centrum. Den lukkede i 1964. Til sidst
var det de tre yngste klasser, der gik her, inden de fortsatte på skolen i
Fårevejle. Det åbne jordstykke på
adressen i dag er sikkert noget af den jord, der hørte til skolen. Skolens bygninger har senere været en del af
en efterskole og er nu et bosted.
Og så var der det politiske. Veddinge var gennem mange år på det politiske
kort i Odsherred. Sognefogeden boede i
Veddinge fra 1822 frem til 1970. Han var
som alle sognefogeder en slags repræsentant for politiet i sognet.
En af sognefogederne hed Henrik Larsen. Han levede i årene 1796-1870, og var fæster
på en gård. Han blev udnævnt til
sognefoged og lægdsmand i 1832 og var det næsten uafbrudt i næsten 40 år. Som tak fik han i 1869 tildelt Dannebrogsmændenes
sølvkors.
Her er et billede af Henrik Larsen:
Henrik Larsen var meget aktiv i arbejdet på at lette
bøndernes vilkår i Odsherred. Deres
forhold var ganske vist ikke så strenge som længere sydpå på Sjælland, hvor
storgodserne behandlede deres fæstere meget, meget dårligt. I Odsherred var det ikke godsejere, men for
en stor del kongen, der var jordejer. De
odsingske bønder var med andre ord ikke så kuede som andre steder. Det mener man forklarer, hvorfor bønderne og
deres repræsentanter her i området var mere åbenmundede og stillede flere forslag,
ja krav, til forbedringer. Henrik Larsen
var én af dem. Og han blev i 1834 valgt som medlem af Østifternes rådgivende
Stænderforsamling med sæde i Roskilde Stændersal i det nuværende Gule Palæ lige
ved siden af Domkirken. Han var en af de
kun 8 bønder, der valgtes af de mindre landejendomsbesiddere. Henrik gjorde en aktiv indsat i
stænderforsamlingen, men blev dog ikke genvalgt ved valget i 1841. I stedet
blev han medlem af sogneforstanderskabet for Fårevejle sogn.
Han var iøvrigt fæstebonde i hele sit liv. Hans fæstegård
hed – og hedder – Lerbjerggaard. Han opnåede aldrig at eje sin gård. Den blev først frikøbt i løbet af 1870erne af
hans efterkommere. På luftfotoet af
Veddinge ovenfor er det Henrik Larsens Lerbjerggaard, der ligger forrest i
landsbyen.
Til historien hører også, at Henrik var en meget aktiv
spillemand. Ved at spille til mange
fester og andre begivenheder kom han også ad denne vej i kontakt med mange
mennesker.
I 1939 blev der rejst en mindesten til hans ære. Det var
for at markere godt 100 året for hans valg til Stænderforsamlingen og hans
aktive arbejde der i 8 år. Den står midt i Veddinge By – lige bag Lerbjerggaard,
han var fæster på. Her er et billede af
stenen:
Stenen er gravet op på en af de marker, der hører til
Lerbjerggaard. Bag på stenen står der, at den er rejst af Borgere i
Odsherred. Og der står årstallet 1939.
Mon det var i 1934 ( 100 året for Henriks valg til Stænderforsamlingen ) eller
i 1939, den blev rejst? Det vigtigste
er, at den står der. Og er meget flot.
Henrik Larsen var ikke ene om at være politisk
aktiv. Det var en anden gårdmand i
Veddinge også. Han hed Jens Rasmussen. Han levede i årene 1822-90. Han var ligesom Henrik også en meget aktiv
spillemand på egnen. Han spillede på
klarinet. Og gjorde det rigtig godt. Det
må have været ret sjældent dengang i musik på landet. Vi har også et fotografi af ham:
Hans gård lå på adressen Riisvej 4A midt i Veddinge. Billedet viser hans gård. Den hed senere
Meinckes gård.
Jens Rasmussen blev medlem af Folketinget i en 25-årig periode
efter demokratiets indførelse fra 1849. Han var medlem af Tinget fra 1864-89. Her repræsenterede han vælgerne i Nykøbing
kredsen i Holbæk Amt. Han blev kendt som
en meget aktiv og principfast politiker.
Han sagde altid: Jeg står og
falder med mit standpunkt, og dette viger Jens Rasmussen ikke fra!
Han var medlem af Folketinget i en meget interessant
periode. Han blev valgt ind første gang i 1864 – året hvor Danmark tabte krigen
med Prøjsen og Østrig. Han oplevede
diskussionen om og vedtagelsen af grundloven af 1866, hvor godsejerne tog en
del af magten tilbage. Han var et aktivt medlem af Venstre i en stor del af
forfatningskampen mod Højre, de provisoriske finanslove og bygningen af
forsvaret omkring København. Og han oplevede Christiansborgs brand i 1884 og
måtte som resten af Folketinget ( og Landstinget ) flytte til midlertidige
lokaler i den bygning på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade, hvor Østre
Landsret sidder i dag. Før den tid var bygningen Operahus og senere kaserne.
Efter tre-årskrigen i 1848-51 stod han i spidsen for
velkomsten til områdets hjemvendte soldater. Han skrev: Velkommen hjem, I tapre krigere !
Der står en mindesten for Jens Rasmussen på Fårevejle
kirkegård.
Det hører også med til Veddinges interessante historie,
at det var her, den stadig eksisterende DRAGSHOLM SPAREKASSE blev startet. Det var i 1870erne. Den havde i starten til huse på Veddinge
Skole.
I nyere tid var det meget vigtigt for området, at man i
1963-64 lavede en stor fredning af området bag ved de forreste bakker mellem
Vejrhøj og Høve. Det betød, at planerne
om at bygge en masse flere sommerhuse på det område blev forhindret.
Derfor har vi til glæde for os alle i
dag store ubebyggede områder i nærheden af Veddinge, hvor naturren får lov til
at udfolde sig.
Meget af alt dette er samlet sammen fra mange
kilder. Herunder også en interessant
samtale med to gamle Veddinge-beboere, der har en masse at fortælle om området,
og hvad der gennem tiden er sket her.
Det er fætrene: Erik Winther og
Torben Madsen:
Alle steder har sin interessante historie. Dette er lidt
om vort Veddinges lange, interessante historie.
Niels Jørgen Thøgersen
August 2020
8. udgave
Comments
Post a Comment